Trafikhistorie: Vertebrado – Hvirveldyret – et trafikeksperiment på Gran Canaria

Af: Rolf Brems, fagskribent, og buschauffør hos Keolis Odense

Der er meget at lære af den 40 år gamle historie om forsøget på at etablere en højklasset kollektiv trafik løsning i Las Palmas på Gran Canaria.

For lidt mere end 40 år anlagde man i hovedstaden Las Palmas på Gran Canaria en prototype af et transportmiddel som vel bedst kan sammenlignes med en blanding af en bus og et højbanetog. Typen fik navnet Vertebrado, som betyder hvirveldyr på spansk. Ideen kom fra en ingeniør, Alejandro Goicoechea Ornar, et navn som måske ikke siger de fleste noget, men måske bedre kendt som manden bag de spanske Talgo tog. I 1971 ansøgte virksomheden Transseuropea S.A. ministeriet for offentlige arbejder om koncession på en bane fra Las Palmas via lufthavnen - og i fremtiden - til den sydlige del af øen. Planen var faktisk flere baner, en som skulle gå direkte fra Las Palmas, kun med stop i lufthavnen og videre direkte til Maspalomas. Og en anden med stop i alle bydele og byer langs med hovedvejen. Det var her det største passagerpotentiale var, og man kunne samtidig udvikle turismen, en branche som endnu var i sin vorden. En højbane blev valgt Når man valgte at bygge den som en højbane var selvfølgelig fordi at man ikke skulle bekymre sig om overskæringer med vejtrafikken, men også at det var billigere at ekspropriere de nødvendige arealer langs med den eksisterende vej. Da konceptet var ganske nyt og uprøvet ville man lave en prøvebane på 1,5 km længde, strækningen skulle følge strandvejen eller Avenida Marítima som den kaldes. Meningen var at den første strækning skulle danne grundlag for en senere typegodkendelse, da planen var at disse højbaner på naboøerne Tenerife og Fuerteventura skulle være en fremtidig grundsten i persontransport over længere afstande. Indbyggerene i Las Palmas var i øvrigt ikke forvænt med et stort offentlig skinnebåret transportsystem, fra 1890 til 1937 havde man en metersporet jernbane, kaldet La Pepa, op til 1910 var den damplokomotiv trukket, og blev derefter erstattet af en elektrisk sporvogn. Byggeperiode med problemer Konstruktionen af Vertebrado begyndte i 1972, men det var først i 1974, at prøvekørslerne kunne begynde. Togmodulerne var blevet forsinket men den 25. maj ankom de pr. skib. Prøvetilladelsen var udløbet men den fik man forlænget, og den 26. juni 1974 kørte ”hvirveldyret” for egen kraft, dog med stærkt reduceret hastighed da generatoren ikke var en stationær, men mobil. Kørslen blev overværet af Goicoechea og transportministeren, men allerede fra starten mødte hvirveldyret modstand i visse kredse. Hvirveldyr i modvind Selvom man ikke kunne opnå den ønskede hastighed på 180km/t på grund af den korte strækning på prøvebanen, fandt transportbranchen hurtig ud af, at det nye transportmiddel var en kæmpe udfordring for en stor del af øens busruter, da rejsetiden til lufthavnen og turiststederne kunne mere end halveres. Hvert togsæt skulle kunne transportere 250 passagerer. Samtidig var øens private bybusser og rutebiler i 1973 blevet samlet i 2 selskaber, Salcai og Utinsa, som heller ikke så velvilligt på projektet, og med den lokale avis, La Provincia, som bannerfører, blev folkestemningen vendt mod projektet. En medvirkende årsag kan måske også findes i, at konstruktionen netop forløb på en strækning hvor den bedre stillet del af befolkningen boede – i 2 sals højde. De indflydelsesrige beboere klagede over, at de følte sig ”buret inde”. Projektet stoppede i 1975, den anlagte prøvebane blev kort tid efter demonteret og slagsmålene begyndte. Delte meninger Avisen El Eco de Canarias, som var tilhænger af installationen, angav i 1981 efter projektets fiasko, at øen havde mistet en unik mulighed for et "rent, hurtigt og økonomisk" transportmiddel, da det var drevet af elektricitet, og dets billetpriser skulle koste omkring 60 pesetas, eller billigere end en busbillet. I sig selv ville ”Hvirveldyret ” have været en attraktion, og så var den tilmed støjsvag på sine gummihjul. Direktør for bytrafikken ”Guaguas” i Las Palmas, Luis Cabrera, siger i dag, at denne type baner ville have givet byen et kæmpe løft, men at man også selv var skyld i en del af problemerne da man anlagde de ikke alt for kønne installationer. Idémanden, ingeniør Alejandro Goicoechea, udtrykte i 1979 i spansk fjernsyn, at toget fra starten blev "fordømt" i den brede offentlighed, som sagt, godt båret frem af avisen La Provincia, men også at der var en "fælde" i koncessionen, da den kun ville blive godkendt, hvis installationen startede i nærheden af bydelen San Cristóbal, som ligger 3 km syd for busbanegården. Det ville have undermineret det effektive ved ”Hvirveldyret” hvis man skulle skifte fra en bus, i stedet for at lade den starte i centrum. Det spanske statsejede togselskab RENFE havde også vist interesse, og kunne se ideen med at drive den slags baner på de omkringliggende øer, men de trak sig også. På lossepladsen Så i sidste ende blev alle planer og tanker om et effektivt transportsystem smidt på historiens losseplads, i dag kan man stadig se resterne fra betonkonstruktionen, en vognkasse blev i mange år brugt som kontor hos en ophugger, men er desværre væk i dag. Ingeniøren Goicoechea forlod De Kanariske Øer i vrede og udtalte siden at han "væmmedes" ved hele projektet, og han vendte i øvrigt aldrig tilbage til De Kanariske Øer. Han døde i 1984, næsten 90 år gammel. Tak til Luis Jose Cabrera Hernández for fakta og billeder